FAQ

Hvad betyder Upcycling?

I papirverdenen er det bæredygtig papirmasse, der enten er produceret af nye fibre fra bæredygtig skov, genbrugspapir (ikke fra industrien), og så tilsat ingredienser, der er tilovers fra anden produktion.
Det kan være rester fra landbrug, vinproduktion, tekstilbranchen m.fl.
Fælles for et korrekt upcycled papir er, at restmaterialet SKAL komme fra bæredygtige produktioner, må ikke være tilsat kemikalier, og skal kunne genbruges 100%, når papiret (tryksagen, emballagen) har tjent sit formål.

Hvis papir ikke kommer fra regnskoven, hvad bliver regnskoven så fældet til?

Papir kommer som sagt fra gran- og løvskove. I vores tilfælde er det oftest fra Sverige og Finland.
Regnskoven bliver fældet af andre årsager. Og det kan kun gå for langsomt at få nogle bæredygtige løsninger på plads her.
Møbler – Desværre er der et sort marked for møbler af eksotisk træ.
Landbrug – Meget bliver fældet for at skabe plads til andre afgrøder.
Guld – Der er fundet guld i regnskoven, og de pokkers guldgravere fælder træer, og efterlader i det hele taget skoven som en losseplads.

Hvad betyder Coated/Uncoated?

På dansk bestrøget/ubestrøget.
Henviser til, om et papirs overflade er bestrøget med kridt.
Coated papir findes som standard i 3 versioner:
Glossy, meget genskin, god til tryksager med mange foto.
Mat, partikler i bestrygningen hæmmer genskin fra lyset, egner sig til tryksager med megen tekst.
Silk, den gyldne middelvej, som da også benyttes flittigt til tryksager med både billeder og tekst.

Hvordan bliver papir bleget?

Det hvide papir bleges med hydrogenperoxid / brintoverilte.
I få tilfælde er det tilladt at blege med op til 2% klordioxid. Dette papir kaldes ECF – Elementary Chlorine Free.
Hovedparten af papir er TCF – Total Chlorine Free.
Der findes naturligvis også kvaliteter, der er helt ublegede.

Hvad er treefree, eller træfri kvaliteter?

Hvad er Tree-Free, eller træfri kvaliteter?
Ja, det er et noget spøjst navn for ganske almindeligt papir.
Det betyder ikke, at der ikke er træ i papiret.
Det er produktionsprocessen, der fjerner ligninen = træets ‘beton’ populært sagt.
Lignin betyder også træ-stof. Så betegnelsen Tree Free / træfrit papir betyder at man har fjernet træstoffet. Men papiret er stadig produceret af træfibre.
Måske burde det istedet hedde lignin-frit?
Når man fjerner ligninen bliver papiret ikke så hurtigt gult, fx af eksponering til sollys.
En avis består typisk af papir, der indeholder lignin, og derfor gulner den hurtigere end det hvide papir.
I dag bruges dette affaldsstof til fremstilling af syntetisk harpiks.

Er genbrugspapir det eneste miljøpapir?

Nej. Genbrugstanken er en meget fin tanke, og papir er jo en sej råvare, der kan genbruges op til 7 gange.
Men papir, der kommer fra bæredygtig skov, hvor producenten lever op til lov- og miljømæssige regler, er bestemt også miljøpapir.
Bæredygtig skov vokser i EU med et areal, der svarer til 1500 fodboldbaner dagligt.
Bæredygtig skov binder en masse CO2.

Hvad betyder opacitet?

Opacitet er et udtryk for papirets uigennemsigtighed.
Jo højere opacitet, jo mindre gennemsigtigt er papiret.
Et bestrøget papir har typisk en lavere opacitet end ubestrøget.

Bulk?

Det er et udtryk for papirets fylde.
Jo højere bulk, jo mere fylder papiret.
Det kan skyldes papirfibrene, der måske kommer fra løvtræ, der fylder mere end fx grantræ.
Bestrygning af papiret har også en effekt på fylden, da luften i fibrene bliver presset ud, når overfladen bliver ‘udsat’ for bestrygning.

Hvilket papir skal jeg vælge?

Ja, det er et godt spørgsmål 🙂

Det kommer an på hvad indholdet er, hvilket signal du vil sende, hvor længe tryksagen skal holde (flyer eller samleobjekt).

Du er velkommen til at skrive til mig på mail: Papertours[@]outlook.dk.
Jeg kan sikkert give dig nogle tips.
Du kan også ringe til mig på 5279 7970.
Min virksomhed, Paper Tours, har fokus på kreative kvaliteter, der er produceret med miljøet som højeste prioritet.
Dit trykkeri er også sat i verden for at vejlede dig på dette område,
jeg arbejder løbende på at holde trykkerierne opdateret, så de også kender til de unikke, ‘grønne’ papirkvaliteter.